Det er den bedste følelse at lade fantasien udfolde sig og at færdiggøre et kunstværk . For at mestre forskellige teknikker har jeg taget forskellige kurser i både redigering, bryllupsfotografering, fine art og som noget nyt, Ai.
Jeg har blandt andet taget et kursus med den fantastiske Christiano Ostinello, bryllupsfotograf. Jeg er meget inpireret af hans kunstneriske tilgang til portrætfotografering.
Jeg har også taget et kursus med den fantastiske Brooke Shaden, som er min store inspiration til mine udstillede værker.
Ai er meget omdiskuteret, og det gør os fotokunstnere en smule nervøse. Hvorfor bruge 20 timer i Photoshop på ét billede, når man kan fremstille fantastisk kunst på 2 min? Derfor har jeg dykket ned i Ai for at se hvad det er for en størrelse. Jeg har indtil nu lært at det har sine begrænsninger. Den største være sig størrelsen på filen som er meget lille. Der er dog måder hvorpå filen kan gøres lidt større til print. Ai fremstiller også sjældent det som kunstneren lige sidder og forestiller sig. For det meste skal der mange forsøg til før et billede bliver acceptabelt. Ai har det med at producere for mange fingre på en hånd eller for mange ben på en hund. Det sker også at en haj ingen hoved har, men derimod to haler. Det være sagt, så har du nok lagt mærke til at mit galleri med Ai kunst vokser sig stort, og det er simpelthen fordi det er så underholdende at lave. Man kan blive god til Ai ved at lære om de forskellige prompts, og det er det tilfredsstillende ved det. De rigtig gode billeder kommer ikke af sig selv.
Nedenstående beskrivelse handler om min fotokunst, som har været min store passion siden 2018:
Det sker af og til at mine værker bliver studeret meget nøje i en længere periode hvorefter spørgsmålet bliver stillet: “Er det et fotografi eller er det et maleri?” Og det er lige netop den slags forvirring der glæder mig.
En stor del af min arbejdsproces sker inde i Photoshop og den tekniske udfordring ved at fremstille mine værker er umådelig spændende. Lad mig forklare i store træk hvordan et værk kommer til.
Det starter med en idé, derefter indsamling af billeder og til sidst mange timer i Photoshop hvor jeg sammensætter mine billeder. Jeg kalder det klippe klistre, men enderesultatet må ikke se ud som om det er klippe klistre, så der bliver brugt meget tid på de små detaljer. Lys skygger, farver og til sidst overlays der giver tekstur a la maleri.
Jeg er draget af de nedtonede farver og aftenstemningen på den hyggelige måde, og gerne med et strejf af humor. Mit mål er at min kunst skal give en god mavefølelse. Jeg er selv et meget glad og optimistisk menneske og ønsker at det skal reflektere i min kunst. Min optimistiske fantasi skaber spændende steder og vækker nysgerrigheden. Og jo mere urealistisk det forekommer, jo bedre. Af og til er den kunst jeg skaber blevet beskrevet som uhyggelig. Jeg syntes aldrig selv at min kunst er uhyggelig. Men visse emner er vægtigere end andre og kan selvfølgelig fortolkes forskelligt.
Erfaring har lært mig at det er bedst overladt til beskueren at fortolke. Jeg har så meget at skulle have sagt om det jeg laver, men sådan som jeg oplever det, er ofte langt fra andres oplevelse. Friheden til at fortolke, kan vel sammenlignes med friheden til at udtrykke sig kunstnerisk. Som fotograf er der et hav af regler for det perfekte billede. Det være sig både landskab, portræt, produktfotografering og alt mulig andet. Fotografer dømmer fotografer og kritikken er hård! Her har jeg valgt at befri mig fra alle regler, og det er en fantastisk følelse af selvstændighed. Jeg er kunstfotograf, så det er følelsen og tanken der styrer værket.
Min stil er udpræget feminin. Jeg bruger mig selv og min datter Madison som model og emne. Alle fotos, med undtagelse af meget få, har jeg selv taget med mit skønne Sony kamera. Mange af elementerne er taget på ferier, i mit hjem eller i nærområdet. Jeg har efterhånden tusindvis af billeder liggende på min computer, klar til brug.